Forestil dig at være i rummet og være vægtløs. Her står astronauter over for en udfordring med at skaffe rent drikkevand, som er dyrt at fragte derop. Og astronauternes sundhed er afgørende. På Den Internationale Rumstation, som var astronaut Andreas Mogensen hjem i et halvt år, testede han udstyr til at rense vand. Udstyret kommer fra den danske virksomhed Aquaporin, som anvender membraner lavet af proteiner.
Vi har omsat Andreas Mogensens forsøg til et undervisningsforløb, så elever i udskolingen selv kan prøve kræfter med forsøget og lære om danske virksomheder, der bidrager til rumforskning. Velkommen til Det rene vand!
Om forløbet
Eleverne skal udforske vandrensning med deres egne membraner ved at undersøge, hvordan forskellige typer membraner kan bruges til at rense vand, der presses igennem en sprøjte. Eleverne skal udfylde ark med membranmaterialer, hypoteser, undersøgelsesresultater og forbedringsforslag. Endelig skal de præsentere deres resultater for hinanden ud fra en række krav.
Forløbet består af:
- Lærervejledning inkl. forløbsplan
- Elevmateriale med beskrivelse og udfordring
- Elevark 1 – 4
- Forklaringsvideo fra Videnskab.dk om Andreas Mogensens forsøg
- To artikler fra Videnskab.dk
Livet på rumstationen
Den 12. marts 2024 landede den danske ESA-astronaut Andreas Mogensen og hans kollegaer fra NASA igen på Jorden efter at have opholdt sig næsten 200 dage på Den Internationale Rumstation. Missionen fik navnet ’Huginn’. Ombord på rumstationen udførte Andreas Mogensen forskning og teknologiudvikling, ligesom han demonstrerede teknologier i vægtløs tilstand. Han udførte i alt 10 forskellige forsøg, hvoraf fem af disse er udvalgt og omsat til undervisningsmateriale for elever i udskolingen. Andreas Mogensen rejste også i 2015 til Den Internationale Rumstation på missionen ’Iriss’, som varede 10 dage.
Materialet, som samlet kaldes Livet på rumstationen, består af disse forløb: