Rundtur
Her kommer I helt tæt på forskningen og får en fornemmelse af, hvordan vi bidrager til bedre løsninger for mennesker med høretab. Vi besøger laboratorierne, ser konkrete forsøgsopstillinger og oplever, hvordan et forskningsforsøg foregår i praksis. Vi kigger også ind i Eriksholms klinik, hvor audiologerne fortæller om arbejdet med testpersoner og tilpasning af høreapparater.
Ved hver station møder I en ny forskningsmedarbejder, som fortæller og viser eksempler fra sit arbejde:
Station A) Hvordan måler vi lyttestress ude i den virkelige verden?
Station B) Hvad er et lyddødt rum og hvordan kan det bruges til at gengive alle lydmiljøer?
Station C) Next Gen behandling af høretab – Hvordan kan medicin nå øret?
Station D) Hvordan laver vi høreprøver for at give den helt rigtige høreapparatbehandling?
Mødet med rollemodeller
I denne aktivitet får I mulighed for at stille spørgsmål og komme i dialog med medarbejdere fra Eriksholm om job, uddannelse og arbejdsliv i forskningsverdenen. I vil blive inddelt i mindre grupper, der roterer mellem dagens værter. Ved hvert stop har I et fastsat tidsrum til at stille spørgsmål om det arbejde personen varetager, fx daglige opgaver, udfordringer og det, der gør jobbet spændende. Grupperne får udleveret samtalekort, der kan hjælpe med at sætte gang i dialogen.