150 SKOLEELEVER FRA 8. KLASSE DYSTEDE I UGE 39 OM AT UDVIKLE DEN MEST SMARTE LØSNING TIL AT RENSE DRIKKEVAND I HJEMMENE OG GENANVENDE DET TIL FORMÅL, DER IKKE NØDVENDIGVIS KRÆVER DRIKKEVANDSKVALITET
Opgaven var stillet i samarbejde mellem Grundfos og Naturvidenskabernes Hus, da elever fra en række skoler i og omkring Bjerringbro deltog i Dansk Naturvidenskabsfestival og dystede på deres evner i naturfag.
Ugen startede mandag på Grundfos og i Naturvidenskabernes Hus, hvor eleverne fik et oplæg om spildevand og deltog i forskellige workshops, hvor de arbejdede med pumpeteknologi, vandrensning, programmering, animation og fik demonstreret en sensorstyret spildevandsbrønd.
Efterfølgende skulle de forholde sig til, at drikkevandsressourcerne er under pres, og at der i Danmark anvendes drikkevand til formål, som ikke kræver drikkevandskvalitet (tøjvask, toiletskyl, havevanding m.v.). Samtidig skulle de sætte sig ind i spildevandsrensningens processer og undersøge om man med decentrale renseanlæg kan begrænse danskernes belastning af grundvandsressourcerne?


PUMPE, RENSE, GENANVENDE…
Ugen igennem arbejdede eleverne med animationer, der illustrerede, hvordan danskernes vandforbrug kan begrænses, uden at gå på kompromis med sundhed og livskvalitet. Samtidig arbejdede de med hjælp af LEGO-robotter og programmering med løsninger, hvor spildevand pumpes fra en spildevandsbrød til en vandrenser og videre til en slutbrønd, hvorfra der blev taget vandprøver, som blev analyseret.
Fredag var der finale i Naturvidenskabernes Hus, og her kom de kritiske dommere for alvor på en vanskelig opgave. Der blev nemlig vist mange spændende forslag og idéer til, hvordan spildevandet kan pumpes, renses og genanvendes. Kreativiteten udfordrede i den grad dommerne. Men da de havde overstået deres votering og endelig kom frem, var det med beskeden om, at 8.B. fra Egeskovskolen i Bjerringbro, havde vundet.
JOB I VENTE TIL DEM, DER VIL ARBEJDE VIDERE
Dommerne var generelt meget begejstrede for den entusiasme og det engagement, eleverne havde lagt i deres animationer og i de løsninger, de præsenterede. Og som det blev fremhævet, så er der job i vente til dem, der vælger at arbejde videre med dette felt. For i en verden med stigende befolkning og tiltagende urbanisering, er der et konstant pres på drikkevandsressourcerne – særligt i storbyerne. Aktuelt opleves det i Cape Town i Sydafrika, hvor der er en reel risiko for, at byen løber tør for vand.
Afholdelsen af Naturvidenskabsfestival i Naturvidenskabernes Hus er støttet af Poul Due Jensen Fonden og Viborg Kommune.



STØTTET AF:


Tryk på logoet og læs mere om fondens arbejde