Virksomheder og skoler vil tættere på hinanden i Bjerringbro

Lokale virksomheder, skoler og uddannelser vil tættere på hinanden. Det stod klart, da erhvervslivet i Bjerringbro mandag aften var samlet til netværksmøde i Naturvidenskabernes Hus, hvor blandt andre borgmester Katrine Fusager Rohde deltog.

Hvordan kan virksomheder og skoler få mere ud af hinanden? Hvordan kan virksomheder give børn og unge indblik i deres faglighed og hverdag? Og hvordan kan stærkere forbindelser mellem skoler, uddannelser og erhvervsliv være med til at styrke Bjerringbro? 

Det var nogle af spørgsmålene på dagsordenen, da Bjerringbro Byforum – Erhverv holdt sit halvårlige netværksmøde i Naturvidenskabernes Hus mandag aften. 

Mødet var arrangeret i samarbejde med Naturvidenskabernes Hus, Bjerringbro Skole, Bjerringbro Gymnasium og Foreningen Iværksætter Fællesskabet.  

Og interessen for at komme tættere på hinanden var tydelig blandt aftenens deltagere. 

– Vi har i Bjerringbro både et stærkt erhvervsliv og gode skoler og uddannelser. Aftenen viste, at der er stor interesse for at bringe de forskellige aktører endnu tættere sammen. Både skoler og virksomheder ser en stor værdi i et stærkere samarbejde – på den måde kan vi sammen styrke vores område som et godt sted at bo, arbejde og drive virksomhed, siger Flemming Petersen, der er formand for Bjerringbro Byforum – Erhverv.

Skolevirksomhedssamarbejde er ikke noget, der skal foregå ved siden af undervisningen. Det kan være en vej til at gøre undervisningen mere relevant og meningsfuld – og det er vigtigt for vores børns trivsel. 

Borgmester Katrine Fusager Rohde

Investeringer i Bjerringbros udvikling 

Netværksmødet fandt sted samtidig med, at Viborg Kommune med det seneste budgetforlig har prioriteret nye investeringer i Bjerringbro. Der er blandt andet afsat midler til områdefornyelse og udvikling i byen, samtidig med at Naturvidenskabernes Hus er sikret 1 million kroner årligt i de næste fire år.  

For borgmester Katrine Fusager Rohde handler udviklingen af Bjerringbro også om at bygge videre på de styrker, der allerede findes lokalt – og skabe stærkere forbindelser mellem skoler, uddannelser og erhvervsliv. Her ser hun Naturvidenskabernes Hus som et naturligt samlingspunkt: 

– Skolevirksomhedssamarbejde er ikke noget, der skal foregå ved siden af undervisningen. Det kan være en vej til at gøre undervisningen mere relevant og meningsfuld – og det er vigtigt for vores børns trivsel. Ingen har den færdige løsning, så vi skal blive bedre til at lære af hinanden. Naturvidenskabernes Hus er som nationalt fyrtårn et oplagt sted at samle skoler og erhvervsliv og få nedbrudt nogle af barriererne for samarbejdet, sagde hun i sit oplæg på mødet.  

Nu handler det om at få de gode intentioner omsat til noget konkret. Her kan vi være bindeleddet, der hjælper parterne med at finde hinanden og få samarbejdet godt fra start.

Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus

Virkeligheden ind i undervisningen 

På mødet satte både Bjerringbro Skole og Bjerringbro Gymnasium ord på, hvad et tættere samarbejde med virksomhederne kan tilføre undervisningen. Fra skolens perspektiv handler det blandt andet om at give eleverne mulighed for at opleve, hvordan det, de lærer i skolen, bruges uden for klasselokalet. Samtidig kan mødet med en arbejdsplads give andre erfaringer end dem, eleverne får i skolen – for eksempel med at møde til tiden, tage ansvar og indgå i et arbejdsfællesskab. 

På Bjerringbro Gymnasium har de allerede et stort fokus på samarbejdet med virksomheder. I undervisningen arbejder eleverne i flere sammenhænge med autentiske problemstillinger fra lokale virksomheder. Fra gymnasiets side arbejdes der også aktivt med at skabe koblingen mellem elever og virksomheder i forbindelse med fritids- og sabbatårsjob.  

Virksomheder samarbejder med skoler af forskellige grunde 

Aftenen bød også på et forskningsbaseret perspektiv på, hvad der skal til for at skabe gode samarbejder mellem skoler og virksomheder. 

Mathilde Hjerrild Carlsen, ph.d. og forskningsprojektleder i Naturvidenskabernes Hus, præsenterede resultater fra en undersøgelse blandt 24 danske virksomheder. Undersøgelsen peger på seks forskellige grupper af værdier: arbejdskraft, synlighed, socialt ansvar, faglighed, inspiration og gæstfrihed.  

– Virksomheder går ind i samarbejdet med skoler af mange forskellige grunde. Nogle er optagede af fremtidens arbejdskraft, andre af at tage et socialt ansvar, bringe deres faglighed i spil eller inspirere børn og unge. De behøver ikke have de samme mål som skolen, for at samarbejdet kan blive godt. Men det er vigtigt, at parterne får talt om, hvad de hver især ønsker at få ud af samarbejdet, hvad de kan bidrage med, og hvad de forventer af hinanden, sagde hun.  

Vi har i Bjerringbro både et stærkt erhvervsliv og gode skoler og uddannelser. Aftenen viste, at der er stor interesse for at bringe de forskellige aktører endnu tættere sammen.

Flemming Petersen, formand for Bjerringbro Byforum – Erhverv

Nu skal interessen omsættes til handling 

Netværksmødet var ikke tænkt som afslutningen på en dialog. Næste skridt er at omsætte virksomhedernes interesse til konkrete samarbejder. 

Her får Naturvidenskabernes Hus en faciliterende rolle. Huset vil følge op med de virksomheder, der på aftenen viste interesse for at gå videre, og hjælpe med at skabe forbindelser til de lokale skoler og andre samarbejdspartnere. 

– Det vigtigste, vi tog med os fra i går, er den tydelige vilje til at gå videre. Virksomhederne vil gerne engagere sig, og skolerne og gymnasiet vil gerne åbne døren for mere samarbejde. Nu handler det om at få de gode intentioner omsat til noget konkret. Her kan vi i Naturvidenskabernes Hus være bindeleddet, der hjælper parterne med at finde hinanden og få samarbejdet godt fra start, siger Maiken Lykke Lolck, der er direktør i Naturvidenskabernes Hus. 

Det lokale samarbejde har samtidig et perspektiv, der rækker ud over Bjerringbro. Naturvidenskabernes Hus arbejder nationalt med skolevirksomhedssamarbejde, og erfaringerne fra Bjerringbro kan dermed bidrage til udviklingen af modeller, der også kan bruges andre steder i kommunen og landet. 

Kontakt

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt