Rumforskning med sigte på grøn omstilling er allerede på skoleskemaet

Når ESA-astronauten Andreas Mogensen efter planen vender tilbage til Jorden tirsdag, kommer han ikke bare hjem med ny viden om rummet. For en del af hans mission har også været bundet op på undervisningsaktiviteter for folkeskolen og ungdomsuddannelser.

Foto: Anders Bruun, Experimentarium

Når ESA-astronaut Andreas Mogensen efter planen vender tilbage til Jorden tirsdag, kommer han ikke bare hjem med ny viden om rummet, men også undervisningsaktiviteter for folkeskolen og ungdomsuddannelser. Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro har som lead partner på projektet ’Rumfart i virksomheder’ været med til at synliggøre de mange muligheder for børn og unge for at arbejde med rumfart i danske virksomheder – og blandt andet ad den vej bidrage til den grønne omstilling. 

Det er nok de færreste, der tænker ’rumforskning’ og ’samarbejde med ESA-astronaut Andreas Mogensen’, når de kører forbi Naturvidenskabernes Hus ved Borrevej i udkanten af Bjerringbro. Men den er god nok. For Naturvidenskabernes Hus er national lead partner på projektet ’Rumfart i virksomheder’, som har til formål at koble rumforskningen med konkrete uddannelses- og undervisningsmaterialer til grundskoler og gymnasier – og i et tæt samarbejde med partnerskabet bag ressourcecentret ESERO Denmark, som Naturvidenskabernes Hus driver på kontrakt med det europæiske rumagentur ESA (European Space Agency). ‘Rumfart i virksomheder’ er en del af det nationale formidlingsprojekt Rumrejsen. 

Afgørende for den grønne omstilling

Derfor bliver Mogensens forventede landing på tirsdag fulgt med særlig stor spænding i Naturvidenskabernes Hus. 

For os handler det ikke bare om, at der har været en dansk astronaut i rummet. Det handler om at synliggøre, hvordan udforskningen af rummet er med til at bryde grænser for vores teknologiske formåen og udvikle nye teknologier, der kan spille en afgørende rolle for mennesker på Jorden og være med til at sikre den grønne omstilling. For eksempel har Andreas Mogensen testet et nyt vandrensningssystem til Rumstationen, og han har undersøgt, hvordan VR-teknologi kan bruges til at fremme astronauternes trivsel. Vi vil gerne inspirere børn og unge og vise, at der er en mangfoldighed af muligheder for at arbejde med rumfart i danske virksomheder.

Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus

Maiken Lykke Lolck henviser til, at rumteknologi og satellitdata også kan bidrage til at forudse klimaets udvikling og dermed beskytte vores natur, klima og miljø. 

– Dermed bidrager den mission, som Andreas Mogensen er en del af, til at vise, at rumfart ikke bare kræver dygtige astronauter.  Der står et stort hold bag sådan en mission, hvor mange forskellige kompetencer er i spil for at få det hele til at gå op. Med de undervisningsmaterialer, ESERO Denmark har udviklet, er vi sammen med virksomhederne med til at åbne dørene for en uddannelsesverden, som mange børn og unge måske ikke selv havde set som en mulighed, siger hun. 

Danske skolebørn med i rummet

Naturvidenskabernes Hus samarbejder også i Ultra:Space projektet, som DR driver under navnet Ultra:bit. I projektet har flere tusinde danske skoleelever deltaget i et in-flight call med ESA-astronaut Andreas Mogensen og i en kodekonkurrence med en micro:bit til udfordringer i rummet.   

Vi kan se, at børn og unge motiveres af at kunne bidrage til aktiviteter, som skal ske i rummet og er helt praksisnære i forhold til rumfart.

Maddy Tizar Hansson, ESERO Denmark-manager

– Næste skridt er at bringe endnu flere rumfartsaktiviteter til børn og unge helt ned på jorden. Det gør vi blandt andet ved at synliggøre de mange karrieremuligheder, som findes inden for rumfart, tilføjer hun og henviser til:

  • DM i Skills, der foregår den 18. – 20. april 2024 i Industriens Telt.
  • Kursus i Remote Sensing for gymnasielærere den 29. april 2024. Her er vigtigheden af jordobservationer på dagsordenen.
  • Kursus i ESA’s skolemission Moon Camp den 2. maj 2024, hvor der arbejdes med at bygge baser på månen. Henvender sig til grundskolelærere på mellemtrin og i udskoling.

Derudover har Naturvidenskabernes Hus for nylig indgået en aftale med rumfartsvirksomheden GOMSpace om deltagelse i næste års Naturfagsmaraton, som er en årligt tilbagevendende aktivitet, der tiltrækker omkring 23.000 elever fra 5. og 6. klassetrin over hele landet. Det betyder, at virksomheden kommer til at udvikle en virkelighedsnær opgave, som eleverne skal forberede og præsentere i forbindelse med deltagelsen i Naturfagsmaraton. 

Fakta

ESERO Denmark

  • Står for European Space Education Ressource Office
  • Finansieret af den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, og Uddannelses- og Forskningsministeriet
  • Består af partnerne: Naturvidenskabernes Hus – projektleder, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Astra og Planetarium
  • Producerer uddannelses- og undervisningsmaterialer samt aktiviteter til rummet til dagtilbud, folkeskoler og gymnasier, som kobler rumrelaterede virksomheder med uddannelsesinstitutionerne. 

Andreas Mogensen

  • Født i 1976
  • 2009 præsenteret i ESA’s hovedkvarter i Paris som en del af det europæiske astronautkorps. Der var 8.413 ansøgere til de fem pladser i korpset
  • Mastergrad i rum- og luftfartsteknologi fra Imperial College i London og en ph.d. i rumfart fra University of Texas
  • Er netop nu på vej hjem fra sin anden mission i rummet

Kontakt

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt