Mødet med virkeligheden gør naturvidenskab mere relevant

Evalueringen af årets Science Day viser, at eleverne oplever fagene som mere spændende uden for klasselokalet og bedre forstår, hvad de kan bruges til. Samtidig får lærerne mere lyst til at samarbejde med en virksomhed i undervisningen.

Foto (HOFOR): Elever til Science Day 2026 hos HOFOR

Omkring 3.500 elever rykkede den 30. september undervisningen ud til næsten 70 virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet som en del af Science Day 2026.

Den landsdækkende kampagnedag arrangeres af Naturvidenskabernes Hus og skal give børn og unge mulighed for at opleve naturvidenskab og teknologi i praksis og møde mennesker med forskellige fagligheder, uddannelser og veje ind i deres job.

Den nye evaluering viser, at mødet med virkeligheden gør indtryk. Ud over at 79 procent oplever naturvidenskab og teknologi som mere spændende uden for klasselokalet, har 79 procent fået større indblik i, hvad det vil sige at arbejde med eller studere IT, teknologi og naturvidenskab.

– Eleverne skal selvfølgelig lære fagene i skolen. Men virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner kan give dem adgang til noget andet: virkelige problemstillinger, faglige miljøer og mennesker, der bruger deres viden til at løse konkrete opgaver hver eneste dag. Når vi forbinder de to verdener, viser det sig, at eleverne oplever fagene som mere relevante, siger Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus.

Virksomheder og forsyninger har noget at tilbyde undervisningen, som er svært at skabe i et klasselokale.

Jesper Steenberg, leder af Energi & Vand, HOFOR

Eleverne vil have fagene i hænderne

Elevernes egne kommentarer i evalueringen peger i samme retning. Mange fremhæver de praktiske aktiviteter og muligheden for selv at undersøge, bygge, eksperimentere og løse problemer.

– Det bedste ved oplevelsen var at se, hvordan de teknikker og metoder, vi lærer i undervisningen, reelt kan bruges i virkeligheden, skriver en elev.

Også lærerne ser en betydning for elevernes motivation. 72 procent vurderer, at Science Day i høj eller meget høj grad bidrager til elevernes motivation for naturfag og teknologi. Samtidig er 91 procent enige eller meget enige i, at eleverne har fået ny viden om uddannelses- og jobmuligheder.

Mange fagligheder får arbejdspladsen til at fungere

En vigtig del af Science Day er at vise eleverne mangfoldigheden af mennesker og fagligheder på arbejdspladserne. 83 procent af eleverne oplevede, at der er brug for mange forskellige mennesker på en arbejdsplads. Mødet med medarbejdere med forskellige fagligheder, uddannelser og veje ind i deres job skal være med til at udvide elevernes blik for, hvem der arbejder med naturvidenskab og teknologi – og hvilke muligheder der også kan være for dem.

En af årets arrangører var Energi & Vand i HOFOR, hvor eleverne kunne opleve, hvordan naturvidenskab og teknologi bruges i arbejdet med vores fælles vand- og energiforsyning.

– Virksomheder og forsyninger har noget at tilbyde undervisningen, som er svært at skabe i et klasselokale. Her kan eleverne møde teknologien i fuld skala, arbejde med autentiske problemstillinger og møde de mennesker, der hver dag bruger deres faglighed til at få vores samfund til at fungere. Science Day viser, hvad der kan ske, når skoler og arbejdspladser åbner undervisningen mod virkeligheden, siger Jesper Steenberg, leder af Energi & Vand i HOFOR.

HOFOR er medlem i vandselskabernes brancheorganisation DANVA, som Naturvidenskabernes Hus har en samarbejdsaftale med omkring Science Day. Sammen har de udviklet en særlig medlemspakke, der gør det lettere for flere af branchens medlemmer at deltage i Science Day.

Det bedste ved oplevelsen var at se, hvordan de teknikker og metoder, vi lærer i undervisningen, reelt kan bruges i virkeligheden.

Elev i evalueringen af Science Day

Fra én dag til mere samarbejde

Evalueringen peger også på, at Science Day kan åbne døren til mere samarbejde mellem skoler og virksomheder. Blandt de lærere, der har besvaret spørgsmålet, er 85 procent enige eller meget enige i, at de efter Science Day har fået mere lyst til at samarbejde med virksomheder i undervisningen.

En lærer skriver for eksempel om en virksomhed i skolens nærområde:

– Det vil være oplagt at køre et mere nært samarbejde med dem, både om Science Day, men også muligheder for andre projekter.

– Science Day viser, hvad der kan ske, når skoler og arbejdspladser mødes om elevernes læring. Men potentialet er større end én dag om året. Hvis besøget også bliver begyndelsen på en relation mellem en skole og en virksomhed, kan endnu flere elever over tid få adgang til den virkelighed, fagene bliver brugt i. Det er den udvikling, vi gerne vil være med til at skabe, siger Maiken Lykke Lolck.

Når vi forbinder de to verdener, viser det sig, at eleverne oplever fagene som mere relevante.

Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus

Om Science Day

Science Day er Naturvidenskabernes Hus’ årlige landsdækkende kampagnedag, hvor elever fra 4. – 10. klasse og gymnasiet besøger virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet.

Gennem praktiske aktiviteter og mødet med medarbejdere får eleverne indblik i, hvordan naturvidenskab og teknologi bruges i virkeligheden, og i de mange fagligheder, uddannelser og job, der findes på arbejdspladserne. Science Day har samtidig fokus på diversitet og på at vise børn og unge – på tværs af køn og baggrund – forskellige rollemodeller og veje ind i fagene.

Virksomheder, der ønsker at deltage som arrangør på Science Day, skal være støtte- eller kernemedlem af Naturvidenskabernes Hus.

Science Day 2026 i tal

Omkring 3.500 børn og unge fra 4. – 9. klasse og gymnasiet deltog i årets Science Day den 30. september 2026, hvor næsten 70 virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet tog imod dem.

Årets evaluering viser, at:

  • 79 procent af eleverne oplever, at fagene bliver mere spændende uden for klasselokalet
  • 76 procent af eleverne efter deltagelsen i Science Day bedre forstår, hvad naturvidenskabelige og tekniske fag kan bruges til
  • 85 procent af lærerne ved at deltage i Science Day har fået mere lyst til at samarbejde med virksomheder i undervisningen

Kontakt

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt