Hvordan forudsiger man vejret, overvåger skovrydning i Amazonas og askeskyer fra vulkanudbrud eller følger udvikling i vandstanden? En del af svaret er remote sensing.
Begrebet ’remote sensing’ dækker over indsamling af ’information’ på afstand. Informationen er tit elektromagnetisk stråling, fx fra atmosfæren eller jordoverfladen, og data optages i mange tilfælde fra satellit, blandt andet ESA’s Sentinel-satellitter.
Kurset om remote sensing er målrettet naturvidenskabelige undervisere i gymnasiet, særligt i fagene naturgeografi, fysik og geovidenskab. Fokus er på anvendelsen af remote sensing og data herfra i undervisningen, bl.a. ved hjælp af app’en EO-browser. På kurset vil deltagerne også møde klimacenteret, Klimatorium, og høre om deres anvendelse af remote sensing og deres virksomhedscase til gymnasiet.
På kurset bliver du klogere på remote sensing. Du vil møde en ekspert fra klimacenteret Klimatorium, som anvender data fra remote sensing, og blive introduceret til deres virksomhedscase til gymnasiet. Derefter kommer Jakob Kirknæs, der er lektor i naturgeografi, fysik og geovidenskab og præsenterer eksempler på undervisningsforløb- og materialer. Dagen bliver en blanding af oplæg og workshops, og du vil bl.a. lære at benytte EO-Browser, så du og dine elever selv kan hente og bruge data fra ESA’s Sentinel-satellitter. Undervejs kan du selvfølgelig sparre med fagkolleger fra andre gymnasier.