Science Day på Syddansk Universitet – Det Naturvidenskabelige Fakultet

Hvad er Universet lavet af? Kan du lave bioplast? Hvordan ser kodning i Python ud, og hvordan kan M&M’s bruges til et matematisk forsøg?

4. oktober 2023

08:30 - 14:30

Syddansk Universitet
Det Naturvidenskabelige Fakultet
Campusvej 55
5230 Odense M

Pris

Gratis

Tilmeldingsfrist

15. september 2023

Hos Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet vil I møde nogle af vores undervisere og studerende, som studerer og arbejder med naturvidenskab. På dagen tilbyder vi to forskellige programmer inden for henholdsvis Fysik/Kemi og Matematik/Datalogi, og du vælger ved tilmelding, hvilken af de to, du vil deltage i.

Program

Morgenmad og velkomst
Workshop: Fysik/Kemi eller Matematik/Datalogi
Frokost
Workshop: Fysik/Kemi eller Matematik/Datalogi
Pause
Spørgsmålscafé: Livet som studerende og karrieremuligheder
Evaluering og tak for i dag

Aktiviteter

Fysik og Kemi

Oplæg og workshop

Fra atomer til galakser – en rejse med fysikken mod det ukendte univers

Undrer du dig over, hvad vi selv og stjernerne, ja hele Universet, er lavet af? Hvordan blev Universet skabt, og hvad gemmer der sig derude? Synes du, at emner som mørkt stof, mørk energi og sorte huller, kosmiske eksplosioner i gigantiske galaksehobe, kvarker og elektroner og nye naturkræfter lyder spændende? I denne workshop skal vi undre os og stille spørgsmål sammen. Vi skal se, om vi kan finde svar på nogle af spørgsmålene ved hjælp af fysik. Vi eksperimenterer og diskuterer, så vi får en forståelse for nogle af de kræfter, der virker i Universet. Kræfter, der også er på spil i din hverdag, uden du måske tænker over det.

Oplæg og workshop

Bliv klog på plastik og prøv selv at lave bioplast

Plastik er ikke bare plastik. Der er stor forskel på fremstilling, egenskaber og anvendelse. For at blive klog på plastik må vi bruge vores kemiske viden om polymerer, som plastikken helt basalt hører til. I oplægget går vi helt ned på atom-niveau og helt ud på verdensskala. Du hører om de første former for bioplast, og i workshoppen prøver du at fremstille det i laboratoriet. Du bliver klog på det basale, alt det smarte og de udfordringer, vi står overfor. Det er svært at forestille sig en verden uden plast, men vi kan sagtens forestille os en verden, hvor vi arbejder med plast på andre måder. Det begynder med at forstå plast, og du kan starte her.

I løbet af dagen vil I møde undervisere og studerende fra Fysik og Kemi. De studerende er med til at facilitere de to workshops og en samtalecafe med tid til spørgsmål om livet som studerende og uddannelsernes mange jobmuligheder.

 

Matematik og Datalogi

Oplæg og workshop

WHAT the f(x)? – Matematisk modelleringsforsøg med M&M’s

Hvad er en matematisk model, og hvorfor er modellering så centralt i anvendelsesorienteret matematik? Gennem et matematikpuslespil ser vi forskellige eksempler på brugen af den matematiske værktøjskasse i mange kontekster og fag. Vi laver derefter et konkret forsøg med M&M’s. Her er vores M&M’s individer i en population, hvor udviklingen af liv og død undersøges. På baggrund af forsøget opstiller vi forskellige modeller og grafer for udviklingen og inddrager teori om epidemimodeller. Workshoppen tager udgangspunkt i stof, som man møder i gymnasiet.

Oplæg og Workshop

Kodning og kryptering – på opdagelse i datalogiens univers

Hvad går Datalogi/Computer Science egentlig ud på? I denne workshop går vi på opdagelse i både programmering og kryptering, som er centrale emner i Datalogi. Vi vil undervejs vise, hvordan kodning i Python ser ud. Python er et af de mest benyttede programmeringssprog i verden. Det bliver brugt til f.eks. websites, kunstig intelligens, computerspil, aktiehandler, vejrudsigter og i medicinsk forskning. Vi skal også se nærmere på emnet kryptering, hvor vi gennem konkrete krypteringsøvelser lærer vigtige begreber og metoder til at bryde krypterede beskeder.

I løbet af dagen vil deltagerne møde undervisere og studerende fra Matematik og Datalogi. De studerende er med til at facilitere de to workshops og en samtalecafe med tid til spørgsmål om livet som studerende og uddannelsernes mange jobmuligheder.

Vigtig information

  • SDU serverer frokost.

Forberedelse

Til Science Day hører en undervisningspakke med aktiviteter som forberedelse til Science Day. Aktiviteterne gennemføres hjemme på skolen for hele klassen. Undervisningspakken indeholder blandt andet en podcastserie, hvor fire unge fortæller om deres veje og omveje til uddannelse og job.

Foruden aktiviteterne i undervisningspakken beder vi jer gøre følgende forberedelser, inden I møder op til Science Day:

  • Læs grundigt alle oplysninger om dagen.
  • Besøg Syddansk Universitets hjemmeside og undersøg, hvem de er, og hvad de laver.
  • Lad eleverne skrive spørgsmål ned, som de gerne vil have svar på af de rollemodeller, de møder til Science Day. Det kan være tanker om uddannelse, job og fremtid.

I samarbejde med

Viden

Verdensmål

Undervisning

Science Day

Vil du give dine elever en inspirerende dag med naturvidenskab og teknologi? Så er Science Day sikkert noget for jer. Science Day er tidligere kendt som Girls’ Day in Science, men har i år ændret navn til Science Day, hvor både drenge og piger deltager.

Læs mere

Kontakt

Kontakt

Kontakt