Et af målene med folkeskolereformen er, at skolen skal åbne sig mod det omgivende samfundet omkring den og drage nytte af de undervisningsmuligheder, der findes uden for skolen. En af de muligheder er udviklings- og besøgscenteret Naturvidenskabernes Hus. Huset udvikler undervisning, der skal inspirere flere unge til at vælge en uddannelse inden for naturvidenskab og teknologi.
”Vi har brug for brug for, at flere får en naturvidenskabelig uddannelse. Erhvervslivet nærmest skriger på unge med en naturvidenskabelig baggrund. Og derfor er deres deltagelse og engagement også væsentligt. Naturvidenskabernes Hus kan lave anderledes undervisningsaktiviteter, der skal få flere unge til at interessere sig for naturvidenskab. Huset er et oplagt eksempel på, hvordan skolerne kan udnytte de muligheder, der er i åben skole,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.
Under besøget vil elever fra 5. klasse på Egeskovskolen vise ministeren, hvordan de arbejder med at programmere robotter, og hun får også mulighed for at se nærmere på 10. klasses elever fra Silkeborg Ungdomsskoles arbejde med innovation.
”Jeg ser frem til at høre eleverne, hvad de synes, om den undervisning de får hos Naturvidenskabernes Hus. Undervisning skal ikke bare foregå i et klasselokale. Vi skal skabe en varieret og motiverende skoledag for eleverne, og her kan et tilbud som Naturvidenskabernes Hus gøre gavn både for elever, skoler og det lokale erhvervsliv,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.