Børnene skal undersøge og observere i dialog med en voksen, hvordan vand opfører sig, og hvad der kan flyde og synke. De skal også bygge en lille båd. Det enkelte barn arbejder i sit eget tempo og kan følge sine overvejelser og indskydelser. Aktiviteten gennemføres som udgangspunkt udendørs.
Aktiviteter
Der vil være to workshops, som alle børn får mulighed for at prøve:
- Kan man egentlig selv lave en kunstig sø? Børnene får udleveret materialer og skal selv konstruere og eksperimentere med at bygge deres sø. Gennem forløbet kan mange begreber komme i spil. Hvornår er noget vandret? Står vandet lige højt over hele “søen”? Hvad betyder det at noget er vandtæt?
- Hvad kan flyde og hvad kan synke? Børnene skal undersøge om udvalgte ting flyder eller synker, når det kommer i vand. Før de tester, skal de gætte, om tingene flyder eller synker.
Der er indlagt tid til pause i forløbet. Tidspunkterne aftales på dagen.
Forberedelse
Snak med børnene om følgende inden besøget:
- Hvor tror I, at vand kommer fra?
Snak med børnene om, hvor meget de kan løfte.
- Fyld evt. spande op på legepladsen og find ud af, hvor meget sand de kan løfte.
Formål med dagen
Formålet med dagen er at inspirere børn og voksne til at arbejde eksperimenterende og ingeniøragtigt med naturfænomener.
Pædagogiske mål i forhold til den pædagogiske læreplan
Natur udeliv og science – Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundethed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling. Det pædagogiske læringsmiljø skal endvidere understøtte, at alle børn aktivt observerer og undersøger naturfænomener i deres omverden, så børnene får erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning og sammenhænge, herunder en begyndende matematisk opmærksomhed.
Transport Viborg Kommune
Forløbet ligger på KLC, og hvis du er fra Viborg Kommune, kan du søge om transporttilskud her: https://klcviborg.dk/transport_application