Medieomtalen vil understøtte og styrke debatten blandt forældre, i lærerkredse og i samfundet generelt om den manglende interesse for teknologi og naturvidenskab blandt piger.
Flere landsdækkende omtaler, herunder i TV2-Nyhederne og i TV Avisen onsdag den 30. august, gør at presseomtalen på de overordnede linjer er yderst tilfredsstillende, fortæller kommunikationschef i Naturvidenskabernes Hus, Bjørn Kock Lærkedahl.
”Vi er overordnet set meget tilfredse. Vi fik en smule mere end den forventede kvantitet i omtalerne, men fik løftet arrangementet på den kvalitative omtale i år med landsdækkende indslag i blandt andet TV2-Nyhederne, TV Avisen samt i P1’s Orientering på dagen,” siger han og pointerer:
”Vi var oppe imod en virkelig hård konkurrent på indlandsnyheder i ugen for Girls’ Day in Science, hvor regeringen lancerede deres finanslovsudspil. Alligevel kom vi ud over rampen med budskabet mange steder. Det kan vi godt være tilfredse med.”
Omtalen af den enkelte arrangør
Selvom resultatet af presseindsatsen overordnet set var tilfredsstillende, kan der stadig være arrangører, der ikke har fået den forventede presseomtale af netop deres arrangement.
”Vi har fuldt ud forståelse for, at det måske ikke var alle, der fik den ønskede opmærksomhed. Det har vi blik for, og det vil vi gerne gøre endnu bedre næste år. Jeg vil meget gerne i dialog med alle, der har gode ideer til, hvordan vi løfter de enkelte arrangementer pressemæssigt. Men samtidig er der også en vigtig pointe i, at medierne selv bestemmer, hvad de bringer. De går efter de arrangementer, der har den bedste historie og de bedste billeder, men det kan vi rådgive om, hvis nogen ønsker det,” siger Bjørn Kock Lærkedahl.
Flere muligheder for den enkelte arrangør
Et nyt tiltag fra Naturvidenskabernes Hus i år var at stille en pressepakke til rådighed for alle arrangører, der selv ønskede at løfte en presseindsats målrettet de lokale medier samt branchespecifikke fagblade.
Formålet var at sprede kræfterne, så Naturvidenskabernes Hus tog sig af den landsdækkende presse samt de regionale medier, og arrangørerne løftede en indsats lokalt.
”Der skal lyde en stor tak til de arrangører, der valgte at bruge pressepakken aktivt eller på anden måde kommunikerede om dagen. Den metode genbruger vi næste år. Jeg er sikker på, at vi med en fælles indsats kan nå endnu længere. Vi arbejder allerede med flere ideer til, hvordan vi får gjort især de regionale mediehuse endnu mere opmærksomme på de spændende arrangementer, så flere arrangører får den opmærksom, de fortjener,” siger Bjørn Kock Lærkedahl.
Udvalgte presseresultater
Alle medietyper:
Foromtale 18
På dagen 40
Efteromtale 39
Landsdækkende medier bl.a.: TV2-Nyhederne, TV-Avisen, P1 Orientering, P4 Nyheder, P3 og Børsen kronik.
TV, regionalt: TV2 Syd, TV Midt Vest, TV2 Østjylland.
Aviser, regionalt og lokalt bl.a.: Aarhus Stiftstidende, Midtjyllands Avis, Horsens Folkeblad, Jyske Vestkysten, Vejle Amts Folkeblad.