Af erhvervspræsidiet i Naturvidenskabernes Hus bestående af Palle Damborg, Fremstillingsindustrien, Kim Nøhr Skibsted, Poul Due Jensens Fond Jakob Holbraad, DA, Jakob Haldor Topsøe, Topsoe, Allan Rasmussen, Coloplast, Burkhard Winski, Danfoss, Claus Crone Fuglsang, Novonesis, Torben Beck, PPG, Selina Lomholdt, TDC NET, og Christina Heineke Petersen, TotalEnergies
Så har skolerne slået dørene op til et nyt skoleår, hvor der er et større fokus på praksisfaglighed end nogensinde før. Blandt andet har to vigtige initiativer set dagens lys: juniormesterlære og obligatorisk erhvervspraktik for de ældste elever i folkeskolen. Formålet er at styrke praksisfagligheden og sikre flere elever en meningsfyldt skolegang. Men vi har som virksomheder brug for en hjælpende hånd fra en aktør, der kan udvikle og understøtte dette samarbejde på nationalt plan – uanset postnummer og kommune. Derfor opfordrer vi til, at der i den kommende finanslov prioriteres støtte til Naturvidenskabernes Hus som nationalt center for skolevirksomhedssamarbejde.
Der er store geografiske forskelle i kommunernes indsats for at understøtte samarbejdet mellem skoler og virksomheder. Det fremgår bl.a. af en tidligere kortlægning foretaget af Naturvidenskabernes Hus og er også afspejlet i store geografiske forskelle i søgningen til juniormesterlærerordningen.
Denne ulighed betyder, at der formentlig sidder unge mennesker rundt omkring i landet, der har behovet for en anden skolegang end andre, men som ikke får tilbuddet. De kan risikere at gå glip af muligheden for at opleve, hvordan praksisnær læring kan give både motivation og retning. Vi vil som virksomheder gerne tage imod både disse elever og skoler generelt, der gerne vil samarbejde. Men vi har brug for at samarbejdet bliver rammesat og kvalificeret. Naturvidenskabernes Hus er oplagt til at stå i spidsen for at løfte denne vigtige opgave på nationalt plan. De har i over 15 år udviklet, udbredt og understøttet skolevirksomhedssamarbejde i grundskolen og på ungdomsuddannelser i hele landet. Herigennem har eleverne oplevet mulighederne inden for en bred vifte af tekniske og naturvidenskabelige fag – både som faglært og med en videregående uddannelse. Desuden indgår huset i et samarbejde med og understøtter de kommunalt ansatte erhvervsplaymakere, der arbejder lokalt for at styrke samarbejdet mellem skoler og erhvervsliv.
Denne ulighed betyder, at der formentlig sidder unge mennesker rundt omkring i landet, der har behovet for en anden skolegang end andre, men som ikke får tilbuddet.
Erhvervspræsidiet, Naturvidenskabernes Hus
Hvert år når Naturvidenskabernes Hus over 45.000 elever gennem aktiviteter som Naturfagsmaraton og Science Day, hvor eleverne arbejder praksisnært i samarbejde med virksomheder. Der er dokumenteret effekt og en eksisterende, velfungerende infrastruktur, som kan udnyttes i større skala og matcher politiske ambitioner.
Gennem udvikling, netværk og viden kan huset være med til at sikre kapacitetsopbygning og læring på tværs og udbredelse af skalerbare koncepter – noget, som de nuværende kommunale forskelle understreger, er nødvendigt. Den førnævnte kortlægning fra huset viser, at kun 3 ud af 10 kommuner har en egentlig strategi for skolevirksomhedssamarbejde. Det er langt fra godt nok i en tid, hvor praksisfaglighed heldigvis er rykket helt frem på den politiske dagsorden. Men vi har brug for at hæve niveauet i hele landet og opbygge kapacitet – også på ungdomsuddannelserne, hvor skolevirksomhedssamarbejdet bliver et centralt element i den kommende EPX.
Det er en uhyre vigtig dagsorden for os, for allerede i dag oplever mange virksomheder mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det tegner kun til at blive en større udfordring i de kommende år.
Som samfund investerer vi milliarder i reformer af vores uddannelsessystem i de kommende år til et vigtigt kvalitetsløft af både folkeskole, gymnasieuddannelser og erhvervsuddannelser. Vi håber på politisk vilje til at investere i indholdet inden for de rammer, der nu er sat. Og med et årligt finanslovstilskud på blot seks millioner kroner kan Naturvidenskabernes Hus sætte strøm til forbindelsen mellem klasseværelset og virkeligheden – til gavn for elever, skoler, virksomheder og hele Danmark.