


En spændende måde at kombinere fysik/kemi, biologi og geografi på er gennem samarbejde med en lokal virksomhed. Vi har specialiseret os i skolevirksomhedssamarbejde og udviklet undervisningsforløb, der gør det nemmere for elever at perspektivere teori til praksis – blandt andet i forbindelse med den fællesfaglige naturfagsprøve.
Vores vigtigste opgave er at etablere lokale skolevirksomhedssamarbejder, der alle indgår i et fagligt forløb med færdigudviklede opgaver. Forløbene er alle udviklet, så de lever op til både fællesfaglige fokusområder, karrierelæring og Åben Skole.
EN LOKAL VIRKSOMHED SOM FÆLLESFAGLIGT FOKUSOMRÅDE
Er skolens fag overhovedet relevante, hvis man gerne vil være tømrer, teknikker eller ingeniør? Og hvordan overføres teori til praksis? Sådanne spørgsmål får eleverne svar på, når de med egne øjne ser, hvad forskellige professioner arbejder med – og især når de med egne hænder prøver kræfter med arbejdsopgaverne.
Ved at bruge skolevirksomhedssamarbejde som et emne til den fællesfaglige naturfagsprøve har eleverne på forhånd en masse eksempler og erfaringer fra praksis, som de kan føre tilbage til teorien.
Som en del af skolevirksomhedssamarbejdet møder eleverne rollemodeller fra virksomheden, de samarbejder med. Rollemodellerne viser eleverne deres hverdag, og eleverne samarbejder med rollemodellerne om de praktiske arbejdsopgaver. Eleverne får derved inputs fra den virkelige verden, der gør det nemmere for dem at lave arbejdsspørgsmål, perspektivere teorien de skal til eksamen i og skabe sammenhænge i det teoretiske stof, som de ikke blot kan læse sig til.
FAGLIGT UDBYTTE FØR, UNDER OG EFTER DEN FÆLLESFAGLIGE NATURFAGSPRØVE
Virksomhedsbesøget medfører automatisk en masse konkrete, fysiske eksempler på den faglige undervisning, og besøget kan derved give anledning til faglige diskussioner og perspektiveringer. Det er nemmere at perspektivere undervisningen til de eksempler, eleverne selv har set, fremfor at henvise til eksempler i en lærebog. På den måde får eleverne et indtryk af, hvordan skolens fag bruges af medarbejderne i virksomheden, og de oplever, hvad der kan udrettes med viden om teknologi, håndværk og naturvidenskab.
Netop fordi en arbejdsplads kombinerer fagligheder og fag er et virksomhedssamarbejde en oplagt mulighed i det faglige samarbejde mellem fagene.
Derudover kan skolevirksomhedssamarbejdet være med til at øge elevernes motivation for- og interesse i jobmulighederne med en naturvidenskabelig eller teknologisk uddannelse. Således indgår skolevirksomhedssamarbejdet også som en del af det praktiske fag i udskolingen og karrierelæring.