I en verden, hvor techgiganter former vores hverdag, vores ytringsfrihed og vores demokrati, inviterer Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro til en aktuel og tankevækkende aften med dokumentarfilm og debat.
I et samarbejde med CPH:DOX viser vi filmen Techplomacy, der følger Danmarks første tech-ambassadør, Anne Marie Engtoft Larsen, i hendes arbejde med nogle af verdens mest magtfulde teknologivirksomheder – fra Silicon Valley til FN. Som blot 33-årig står hun midt i kampen mellem demokratisk regulering og globale techinteresser.
Filmen giver et sjældent indblik i, hvordan spørgsmål om digitale rettigheder, ytringsfrihed og ansvar udspiller sig bag kulisserne – i en tid præget af misinformation og pres på demokratiet.
Aftenen begynder med en kort, modereret introduktion, der sætter scenen for filmens temaer. Efter visningen inviterer vi til åben debat, hvor publikum kan stille spørgsmål, dele refleksioner og tage del i samtalen. Moderatoren bliver offentliggjort snarest muligt.
Praktisk information
Der serveres en lille forfriskning, og arrangementet er åbent for alle med interesse for teknologi, samfund og vores digitale fremtid – ingen teknisk forhåndsviden kræves.
Tilmelding: Send en e-mail til kontakt@nvhus.dk senest den 9. marts af hensyn til forplejning.
Vi glæder os til at se dig til en aften, der giver stof til eftertanke – og samtale.
Om CPH:DOX og DOX:DANMARK
CPH:DOX er en anerkendt dokumentarfilmfestival, hvor der er fokus på film af høj kvalitet, og som er udvalgt til festivalen af eksperter. Viborg Kommune tog sidste år initiativ til at blive en del af DOX:DANMARK, hvor der i år er 60 kommuner, der deltager. Hver kommune skaber sin egen lokale festival i tæt samarbejde med CPH:DOX og lokale aktører, med visninger, events og debatter, der tager afsæt i både globale emner og lokale perspektiver.