I kommer til at arbejde med, hvordan solenergi, bæredygtige batterier og pumper har et stort potentiale for at sikre rent drikkevand på steder med usikker energiforsyning.
Aktiviteter
Dagen består af to workshops, der er udviklet i et samarbejde mellem Grundfos og Naturvidenskabernes Hus. Aktiviteterne foregår først på Grundfos og derefter i Naturvidenskabernes Hus.
Workshop 1
Klassen skal, efter en kort præsentation af virksomheden, samle og bruge et solcelle- og batteridrevet pumpeanlæg. De vil prøve på egen krop, hvor meget energi, der skal til for at flytte en stor mængde vand – både hvis man skal bære vandet selv, og hvis man lader Grundfospumperne gøre arbejdet. Aktiviteten gennemføres udendørs. Eleverne vil på Grundfos møde lærlinge, der til dagligt arbejder med den type teknologi, som de prøver. De vil få mulighed for at spørge lærlingene om uddannelses- og jobmuligheder indenfor de pågældende lærlinges fagområder.
Workshop 2
Eleverne laver undersøgelser af, hvordan solens energi kan omsættes til elektricitet. De skal bygge en model af et solcellepanel, der skal drive en minipumpe. Solcellepanelet bruges til at modellere vandforsyningen til to huse, hvor pumpen bliver drevet af solpanelet. Undersøgelserne foregår både ude og inde. Hovedparten af aktiviteterne er udendørs, så eleverne skal klæde sig varmt på, så de kan holde sig tørre og varme en hel dag.
Vigtig information
- I workshop 1 er der risiko for at eleverne bliver våde, så praktisk tøj er vigtigt.
- Der er mulighed for at spise madpakker indenfor.
Forberedelse
- Inden besøgsdagen skal der laves forberedelser, som kan afvikles på én lektion.
- Eleverne får forhåndsviden om solceller og batterier i tre videoer – se under undervisningsmateriale på KLC.
- Tænk desuden i muligheder for grøn transport: Vælg gerne cyklen, gå eller tag offentlig transport hvor, billetterne også refunderes.